Frantz Nicolaus har forfattet bogen Liber Colorum. En lille pamflet som gennemgår mange af malerpalettens farver og pigmenter. En smagsprøve kan læses nedenfor.

Bogen kan købes for 75 kr.

Drageblod

Kære videbegærlige læser, du har her fundet afsnittet om en af de mere fantastiske farver i kunstnerens pallette. Denne røde lasur har sin kilde i et land fjernere fra vort kontinent end selv den herlige Ultramarinus. I Indien nærmere bestemt, tæt på morgenlandene. Her lever de underligste og mest fantastiske og frygtindgydende væsner. Elephantidae er store grå bæster med stødtænder og lange snuder. Selvom dette lyder frygteligt, er de faktisk nogle af de mest hæderlige retfærdige og vise af alle dyrene. Yderligere viser de ærbødighed for stjernerne og ærefrygt for sol og måne. Farlige som de ser ud, ser de dog ikke ligeså slemme ud som Draconibus Indiæ, den Indiske Drage, en landjordens fætter til Leviathan. Disse brutale bæster er naturlige fjender, og når de mødes, kæmper de voldsomt og længe. Kampen slutter sædvanligvis med, at begge parter falder døde om, omslyngede af hinanden. Deres blod blandes, og farven, som vi kalder Drageblod, bliver til. Jeg har aldrig selv set denne farve med mine øjne.

Galdenbær

Disse mærkelige frugter vokser frem under egetræets blade som en pestbyld under armhulen. Det fortælles, at galhvepsen af ren ondskab har set sig vred på de stakkels hjælpeløse egetræer og stikker dem uprovokeret gentagne gange. Ud af disse hvepsestik vokser pestbylderne frem. Mennesket har fundet på at plukke disse pestæbler, måske i starten for at lindre træernes smerter, men senere hen har man fundet ud af, at man ved at blande de knuste galæbler med jernvitriol kan fremstille ”Atrementum librarium”. Dette blæk er en fryd at tegne med, og lige så sort som hvepsenes gale sind.

Parisgrøn

Dette er en utrolig klar og lysende grøn farve, der er kommet og gået. Naturkyndige folk vil kalde den kobber-acetoarsenit, og derfor vil jeg gøre det samme. Det var en videreudvikling af svenskeren Scheeles grønne farve. Claudius Monetus og hans samtidige var meget betagede af den og brugte den hyppigt. Man lavede også tapeter og kjoler i denne farve, indtil man opdagede, hvor giftig den var, og at folk døde som fluer, når de kom i kontakt med den. Så brugte man den som rottegift i stedet. Det menes, at Napoleon Korsikanus døde i eksil af de Parisgrønne tapeter, som han holdt så meget af. Han, som havde vundet så mange sejre!